FOREDRAG

Foto: Les Kaner

Abdel tilpasser foredraget til målgruppen, så hvad enten det er virksomheder og faggrupper eller skoler og uddannelsesinstitutioner, der står overfor integrationsudfordringer, er foredraget ideelt til at sætte fokus på emnet. Abdel mission er at skabe forståelse og viden om danskere med arabisk og muslimsk baggrund, og herigennem fremme den vellykkede integration. Abdel er foruden sine foredrag populær som konferencier og ordstyrer.

Tal ordentligt eller luk røven

Om den polariserede debat og hadbeskeder, shitstorms og digital dannelse 

Både som journalist, privatperson og aktiv bruger af sociale medier er Abdel Aziz Mahmoud vant til at befinde sig i skudlinjen. Og dét har han besluttet at vende til sin fordel.

Som homoseksuel muslim med palæstinensisk flygtningebaggrund er Abdel ofte en levende skydeskive i den aktuelle debat. Men han har også lært at fremme mange dagsordener netop på grund af kombinationen af minoriteter og hans faglighed.

Med udgangspunkt i egne tv-programmer, personlige oplevelser og hadefulde beskeder viser Abdel i sit foredrag helt konkrete eksempler på sager. Og han tager os med ind i, hvordan han arbejder aktivt med at udvide folks og sin egen horisont med både empati, mod og humor.

Tilgangen til disse emner har gennem årene indbragt ham mange priser: Blandt andet Årets Kommunikationsperson, Læsernes Bogpris, Årets Aktualitets-TV-vært og en Rainbow Award. Tal med Abdel Aziz Mahmoud forud for dit arrangement og eventuelle ønsker, da han både kan tilpasse til en professionel målgruppe såvel som til ungdomsuddannelser eller kulturaftener.

"Min kollega ligner mig, men vi ansætter jo bare den bedste?"

 Om diversitet, inklusion og blinde vinkler 

Køn, etnicitet, handicap, alder. Diversitet er tidens mest aktuelle emne. Og vi ved alle, at inklusion på arbejdspladsen bidrager positivt til arbejdsmiljøet, bundlinjen og sammenhængskraften i samfundet. Men hvorfor har mange sektorer svært ved at komme i gang? Dét forsøger journalist og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud at besvare i dette oplysende, men humoristiske foredrag.

Det er et emne, Abdel har arbejdet indgående med de seneste år, blandt andet i et tæt samarbejde med de tre journalistuddannelser og hans egne arbejdspladser TV 2 og Nordisk Film TV.

Med udgangspunkt i konkrete tal og eksempler fra hans egen mediebranche udstiller Abdel det tragikomiske i, hvorfor medierne, der skal repræsentere hele samfundet, er så bagud og forældede. Og endnu vigtigere: Han kommer med konkrete og lidt provokerende forslag til løsninger i alt fra rekrutteringsfasen til vores sprog og fokus i samfundet.

Tal med Abdel forud for dit arrangement og ønsker, da han både kan tilpasse til en professionel målgruppe, medarbejderarrangement såvel som til ungdomsuddannelser eller kulturaftener.

Overvej eventuelt et kombi-foredrag med Andreas Gylling Æbelø, der har stor faglig erfaring inden for ledelse, rekruttering og samfundsstrukturer. Han er i øvrigt gift med Abdel, og de har derfor også nogle interessante betragtninger om diversitet på grund af deres erfaringer i en regnbuefamilie med muslimsk og kristen baggrund.

Krænkelses- eller krænkerkultur? 

Om identitetspolitik, krænkelser og minoritetskampe

De er få, men deres agenda fylder meget.

Hvad er det, etniske, seksuelle og kønsminoriteter egentlig er i gang med? Hvorfor er de så vrede? Og hvorfor føler de sig konstant fornærmet?

Som muslim, flygtning, dansk-palæstinenser og homoseksuel mand kender Abdel Aziz Mahmoud den nogle gange farlige arena, hvor mange debatter finder sted. Som medlem af en regnbuefamilie med forskellige religioner kender han til de svære samtaler. Som prisvindende journalist har han i mange år forsøgt at forstå komponenterne bag de følsomme sammenstød. Og som foredragsholder har han utallige gange ledet intense samtaler på både ungdomsuddannelser og i foredragsklubber med et modent publikum.

Hvem støder egentlig på hvem? Og lever vi virkelig i en krænkelseskultur eller en krænkerkultur? Med private eksempler og journalistiske videoklip forsøger Abdel at få os alle til at reflektere indad.

Tal med Abdel Aziz Mahmoud forud for dit arrangement og ønsker, alt efter målgruppe. Overvej eventuelt et kombi-foredrag med Abdels mand, Andreas Gylling Æbelø, der som kristen, vestjysk homoseksuel bidrager med stor indsigt og erfaring inden for identitetspolitikken.

Hvor taler du flot dansk!

Når integration lykkes

Oplev et indlevende og personligt foredrag med udgangspunkt i Abdels bog, ”Hvor taler du flot dansk!” og hør om Abdels og hans families kamp for at lykkes i Danmark. Foredragets fokuspunkter kan tilpasses målgruppen. Uanset om du tilhører den familie, der prøver at finde vej i et nyt land, eller den nabo eller kollega, som gerne vil hjælpe, men er i tvivl eller bange – så vil dette være et foredrag for dig.

Hør historien om en arabisk families rejse fra Libanon til asylcenteret i Holte over Merianvej i Middelfart og til Lærkevej i Ølstykke. Om opvæksten som førstegenerationsflygtninge i et Danmark, der undervejs forandrede sig. Om den førstefødte søn, der blev sine forældres prøvekanin i det nye samfund, og familiens ønske om at blive dansk på den rigtige måde. Grundtvivlen om, hvornår man har gjort nok, og kan man nogensinde det?

Men mere end noget andet er det en historie om hverdagen og om dem, der gik en ekstra mil for Abdels familie: Naboer, lærere, arbejdsgivere. For integration handler – undskyld klichéen – om mennesker og om den lille vilje hver dag. Integrationen har alt for længe været holdt i et jerngreb af politikere og debattører, som ikke evner andet end polarisering og pegen fingre. Ingen fløj nævnt, ingen glemt. Det er altså ikke et foredrag med de rigtige meninger, men med de gode råd. Både dem Abdel fik og dem, han virkelig godt kunne have brugt.

Foredraget kan efter jeres ønske, sætte fokus på følgende områder: Kan man blive FOR integreret? Abdel fortæller om balancen mellem at indtage den nye kultur og samtidig holde fast i sine rødder; Hvornår er er der tale om racisme? Abdel fortæller, hvorfor han sjældent trækker racismekortet. Og hvornår han selv har været udsat for diskrimination.

Gud, regnbue og fædreland

Sådan bygger vi bro i en splittet tid 

Kristen. Muslim. Homo. Palæstinenser. Vestjyde. Der er nok mærkater at sætte på ægteparret Mahmoud-Æbelø, og skal man tro store dele af den polariserede offentlige debat, så kunne de ikke eksistere under samme tag. Men det gør de på 10. år.

Så hvordan får man umiddelbart forskellige verdener til at mødes? Og endda med både familien, livssynet og selvrespekten i behold?

Andreas og Abdel giver et ærligt indblik i dette både udfordrende og humoristiske foredrag, hvor de også med retorikerens og journalistens værktøjskasse hudfletter højaktuelle temaer om mangfoldighed, krænkelser, identitetsdebat og ligestilling.

Og måske vigtigst: De inviterer publikum ind i en samtale om, hvordan vi hver især kan bidrage til sameksistens der, hvor vi er.

Fra Libanon til Lærkevej

Samtaler vi aldrig har haft - et foredrag med Abdel og hans mor

I dette varme, underholdende og meget personlige foredrag tager journalist og bestsellerforfatter Abdel Aziz Mahmoud og hans mor Souad Taha os med helt ind i deres fælles historie. Med afsæt i deres bog af samme navn, fortæller de ærligt og medrivende om alt det svære lige fra krig til kærlighed, men kommer undervejs også med masser af de sjove og skæve anekdoter, der skabes i mødet mellem mennesker på tværs af kulturer og landegrænser.

Gennem hele sin opvækst har Abdel ønsket at være rigtig dansk, jo før desto bedre, og forældrenes kultur og arv var mest af alt en belastning, og Abdel tiggede sin mor om at lave lasagne, når hun serverede arabisk falafel. Abdel var ikke interesseret i at høre om sine bedsteforældre i Palæstina og borgerkrigen i Beirut, om sine forældres flugt eller familiens start i Danmark på villavejen Lærkevej.

I dag skammer Abdel sig over, at han skammede sig, og bliver flov, når han ikke kan svare på de mest almindelige spørgsmål om familiens oprindelse. Derfor har Abdel bedt sin mor fortælle ham alt, og det er der kommet en tankevækkende og livsbekræftende bog og foredrag ud af.

Foredraget er fyldt med glæde, tårer, grin og overraskelser, og tager livtag med alt det, der er vigtigt i vores forståelse af hinanden som mennesker. Foredraget er ikke bare en gribende familiehistorie, det er også et bevægende indspark i den ofte skingre udlændingedebat.

Urbanplanen møder lærkevej

Foredrag om mødet mellem forskellige kulturer

Oplev de to bestsellerforfattere Abdel Aziz Mahmoud (Hvor taler du flot dansk!) og Morten Pape (Planen) til et dialogbaseret foredrag om mødet mellem forskellige kulturer, udfordringer heri, og ikke mindst ønsket om blot at blende ind og ikke skille sig ud fra fællesskabet.

De to repræsenterer på mange måder hinandens modsætninger, men de har dét til fælles, at de begge er vokset op i et boligkvarter og i et miljø, hvor de etnisk adskilte sig fra flertallet. Morten som etnisk dansker i en social udsat ghetto på Amager og Abdel, der med sin arabiske baggrund voksede op i provinsens ”parcelhusidyl”, hvor naboerne var etnisk danske.

I dette nye super aktuelle foredrag mødes Abdel Aziz Mahmoud og Morten Pape til en snak om modsætninger og fællestræk ved deres opvækst. Hør Abdels historie som eksempel på den vellykkede integration, der er resultatet af venskaber, kollegaskaber og naboskaber på tværs af kulturelle forskelle og hør Mortens eksempel på, hvordan integrationen slog fejl i Urbanplanen, én af Københavns mest berygtede ghettoer, hvor ”os og dem-mentaliteten” herskede.

Der er i dette dialogbaserede foredrag lagt op til masser af interaktion og debat med spørgsmål fra publikum i salen.

Underholdende & energisk konferencier

Oplev Abdel Aziz Mahmoud som konferencier og debatstyrer

Der er ikke det emne eller den debat, som Abdel ikke har beskæftiget sig med i sine 10 år hos DR.

Som reporter på TV Avisen og som vært på forbrugerprogrammet Basta (TV 2) blev han kendt som den vedholdende og kritiske interviewer.

I Aftenshowet og som reporter på diverse events kender vi ham desuden som en god, tilstedeværende lytter.

Den 32-årige journalist er på fornavn med de største politikere og er kendt for at udfordre dem på de sociale medier, hvor Abdel har en stor fanskare.